Gyldendals faglitterære pris går til Hans Edvard Nørregård-Nielsen
Dato: 13. januar 2011

Det var en glad Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der i dag modtog Gyldendals faglitterære pris. Overrækkelsen fandt sted ved Gyldendals årlige nytårskur, hvor blandt andre forfattere, fotografer, konsulenter, oversættere og andre venner af huset var mødt op til en hyggelig eftermiddag.

Direktør for Gyldendals Fagbogsafdeling, Lars Boesgaard, fortalte i sin tale, hvorfor det i år er lige netop Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der skulle modtage prisen. Begrundelsen lød:
’Dit særkende som forfatter er, at du gør det så legende let for dit publikum at leve sig ind i dine bøger. Du fortæller om Danmark, så vi alle genkender det – også på tværs af generationerne. Man er underholdt, man lærer og man genkender sig selv og sit eget liv. Du er kort sagt en gudbenådet forfatter. Og du burde naturligvis have haft denne pris for længst!’


Det er 7. år, at Gyldendals faglitterære pris bliver uddelt. Prisen er på 100.000 kr. Tidligere prismodtagere er Bo Lidegaard, Uffe Ellemann-Jensen, Pernille Stensgaard, Jesper Theilgaard, Nanna Simonsen og Hans Mortensen.

Med venlig hilsen
Gyldendal


 

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail